Thyborøn: På fredag vil dankortet gløde over det ganske land, når Black Friday buldrer ind over blandt andet de danske breddegrader.
I Thyborøn er der mulighed for at få bredt udsalgsfeberen ud over hele tre dage. Her er der nemlig Black Friday torsdag, fredag og lørdag i denne uge.
- Der er en høj grad af solidaritet blandt butikkerne i Thyborøn, og alle er enige om at holde Black Friday over tre dage, siger Mai Lindgaard, der er handels- og eventchef i Lemvig Kommune.
Alle butikker er også enige om, at der generelt skal være 20 procents rabat på varerne disse tre dage. Der kan være enkelte undtagelser.
Thyborøns butikker holder sig til de almindelige åbningstider, når der er Black Friday.