LEMVIG: Onsdag den 20. februar kl. 19.30 i Lemvig Kirke under overskriften "Everybody comes from somewhere". Koncerten kobler samspillet mellem musik og storytelling og den synergi, der udspringer heraf med henblik på at opsøge, forstå, føle og formidle menneskers ophav gennem musikken.
Omdrejningspunktet for koncerten vil være fortællinger med afsæt i kunstnerens og publikums slægtshistorie og musikkens evne til at adressere de hertil knyttede følelser på tværs af tid, rum og kulturelle tilhørsforhold. Gennem musikken opsøges og aktiveres de emotionelle fællesnævnere, der ligger udenfor sprogets rækkevidde og er genkendelige på tværs af menneskers personlige fortællinger, hvorved det bliver dem muligt at spejle sig i og i nogle tilfælde føle hinandens fortællinger.
Det er Marc Bernstein, der står i spidsen for musikken, og han er af ukrainsk og jødisk afstamning og har boet mange år i New York, før han flyttede til Danmark. Han spiller saxofon og bas-klarinet, mens man på bas kan høre Thommy Andersson og på trommer Devin Gray. Jacob Anderskov - med rødder i Nørre Nissum - er normalt også en del af gruppen, men er forhindret i at deltage. I stedet kan man opleve svenske Jonas Berg som pianist.
Den store aftenfest
Det foregår på Lemvig Gymnasium lørdag den 23. februar, hvor spisningen starter kl. 18. Man kan medbringe egen madkurv eller i god tid bestille tapas hos Slagter Mortensen. Vin, øl, vand kan købes på stedet.
Kl. 19.30 kan man så opleve Steen Rasmussen Quinteto, der for længst har etableret sig som et af Danmarks i særklasse bedste musikalske bud på brasiliansk-inspireret jazz - med et personligt udtryk, dyb fortrolighed med genren og bestående af nogle af Danmarks bedste musikere. Alle orkestrets nu seks cd-udgivelser er blevet fornemt modtaget, ligesom Steen Rasmussen Quinteto er et af landets meget eftertragtede live bands.
Line up til denne koncert er Steen Rasmussen. piano, Josefine Cronholm (S), vokal, Frederik Damsgaard, bas, Lis Wessberg, trombone, Jacob Andersen, percussion, Jonas Johansen, trommer.
Festen fortsætter søndag
Det sker søndag den 24. februar kl. 15 på Tuskær i Fjaltring.
Den danske bas-legende, komponist, band leader og sideman og mentor Bo Stief har samlet sit absolutte drømmehold bestående af svenske Krister Jonsson på guitar og ghanesiske Ayi Solomon på perkussion.
Trioen spiller underholdende jazz i en klasse helt for sig selv, som nærmest får jazz til at gå op i en højere treenighed. De har skabt deres helt eget lydunivers, som er funk uden at være soul, som er rocket uden at være rock og er klassisk uden at være rigtig klassisk. Det er levende, optimistisk, melankolsk, smukt og voldsomt, melodisk, lyrisk og charmerende og ikke mindst humoristisk. Og selv om de er tre, der spiller sammen, som var de ét, så træder den enkelte musikers uovertrufne klang og musikalske personlighed hele tiden tydeligt frem.